SABRINA “Når storken flyver forbi”

Det var fredag og jeg vågnede op med en stikkende, jagende smerte i underlivet. Hele kroppen skreg og jeg skyndte mig ud af sengen. Av for f….. hvad skete der lige? Jeg kunne ikke stå oprejst og gik foroverbøjet ud på toilettet og kiggede i mine trusser. Ingen blod. Hm. Jeg lagde mig ind i sengen igen i fosterstilling og ventede til kl. blev 8, hvor jeg kunne ringe til lægen.

Jeg fik en tid et par timer efter og jeg fik kæmpet mig ud i bilen og afsted. I venteværelset sad jeg krøllet sammen på en stol, virkelig ynkelig, men prøvede alligevel at rette mig lidt op. Jeg behøvede jo ikke ligne en slatten sæk kartofler bare fordi jeg havde ondt, vel 😉

Lægen kaldte mig ind. Hun var ny og under uddannelse. Hun bad mig lave en urinprøve og jeg sad og ventede i min egen verden. Det hun sagde havde end ikke strejfet mine tanker. “Tillykke, du er gravid!” Jeg blev helt forvirret og rundt på gulvet. SKØNT, det var jo det jeg ønskede! Men hvorfor havde jeg dog så så ondt??

Hun trykkede mig på maven og sagde at alt var fint fordi maven ikke var hård, til trods for at jeg sagde aaaaav når hun trykkede. Hun gav mig en tid til en scanning om mandagen, så vi lige kunne se hvor langt, jeg var henne. Jeg tog hjem og blev på sofaen resten af dagen. Jeg kunne ingenting og smerterne gik ikke væk. Da jeg opdagede at jeg hverken kunne grine eller hoste uden det føltes som knive i maven, ringede jeg til vagtlægen, som tog mig ind med det samme. Han trykkede mig på maven, jeg ømmede mig igen og han sendte mig videre til gynækologisk. Derfra gik det stærkt! Jeg blev scannet indvendigt. Efter noget tid kiggede den kvindelige læge mig dybt ind i øjnene og sagde med alvorlig stemme “du er gravid, men din livmoder er tom! Jeg mistænker at din æggeleder er sprunget og at du bløder i maven.”

Jeg stivnede og Bo var ved at besvime. Om morgenen havde han fået at vide at han skulle være far. Nu blødte hans kæreste i maven, samtidig med at der intet barn var!

Jeg blev kørt ind på en operationsstue, med gule vægge og et dunkelt, gulligt lys. Lugten af sygehus blev nærmest forstærket og de gav mig morfin, hvilket jeg bare hader. Den følelse det giver i kroppen til at starte med, kan jeg slet ikke have. Da jeg vågnede op efter den akutte operation, fortalte de mig at de havde fjernet min venstre æggeleder og at jeg har endometriose. Først flere måneder efter fandt jeg ud af at de havde prøvet at fjerne det de kunne af endometriosen. Jeg mener, at de brændte det væk.

Det tog to måneder at komme mig fysisk over operationen og yderligere et par måneder psykisk. Angsten for at dø havde sat sig i mig.

Vi kom til en samtale på sygehuset hvor de fortalte at de synes vi skulle prøve fertilitetsbehandling, når vi ville være gravide igen. Nærmere bestemt IVF behandling, hvor man får taget æg ud og sat et befrugtet æg op. Wow, hvad? Så holdt min fornemmelse sørme stik!

Jeg havde egentligt altid haft på fornemmelsen at jeg ikke nemt kunne få børn. Så det kom ikke som et slag i ansigtet for mig. Jeg har ingen idé om hvor følelsen kom fra, da min mor har tre børn og min ældste lillesøster ét.

Det var nærmere en lettelse at få bekræftet de tanker, jeg flere gange havde luftet for lægen.

Vi gik igang med søge om en plads på fertilitetsklinikken fire måneder efter operationen. Det foregår sådan, at man hver måned på første menstruationsdag, sender en besked til klinikken, og så får man svar på om de har tid denne måned eller ej. Tre måneder efter lykkedes det os at få en tid i december. Miraklernes måned, ikk??

Jeg startede op på hormonbehandling, og jeg skal da lige hilse og sige at det ikke er nemt at tage skridtet til at stikke en nål i maveskindet på sig selv!! Nåh, men man gør det jo bare, for har man egentligt noget valg? Nix.

De efterfølgende uger gik med utallige sygehusbesøg, blodprøver, ægudtagning, ægdyrkning, ægoplægning, ventetid, ventetid og atter ventetid… tankerne fløj rundt i hovedet på mig, selvom jeg prøvede at lade være med at tænke ALT for meget på om ægget i min mave nu var blevet til en lille baby eller ej. Jeg fortalte kun få veninder om vores fertilitetsbehandling. For hvor mange fortæller egentligt alle og enhver at man går i gang med projekt baby? Fortæller man det ikke først, når man står med den positive test, uanset hvilken måde det er foregået på? Det var i hvert fald det jeg allerhelst ville. Jo flere folk der kendte til projekt baby, jo flere spørgsmål ville jeg møde, tænkte jeg. Selvfølgelig ville folk spørge i en god mening, det er klart. Men man prøver jo i forvejen at lade være med at tænke på det her projekt hvert eneste sekund af døgnets 24 timer.

Dagen kom hvor vi ville få svar fra sygehuset om vi var gravide eller ej. Vi sad spændte og ventede på at telefonen ringede. Min mavefornemmelse var dårlig, MEN der gemmer sig jo altid et spirende håb inderst inde alligevel.

Negativt svar. Øv. Det lille æg i min livmoder var ikke blevet til noget som helst. Men hey, det havde heldigvis ikke fået forvildet sig ud i min sidste æggeleder og lavet ballade. Det var da altid noget! TÆNK POSITIVT! Den sætning blev min bedste ven, når de dårlige, forvirrende tanker bankede på. Den ene dag tog den anden og måned senere stod jeg pludseligt med en positiv graviditetstest. Miraklernes tid var da alligevel ikke forbi!

Jeg fortalte det til Bo og iihh hvor var vi glade. Afsted til sygehuset for at få taget blodprøve.

Vente, vente, vente – igen, igen. Projekt baby er generelt én lang ventetid på mange måder 🙂 Godt at jeg med alderen har fået mig en ok tålmodighed.

Men lykken blev kortvarig. Igen.

Senere på dagen var der svar inde på sundhed.dk. Blodprøven var negativ.

Så det må være det man kalder en falsk positiv test? Om ikke andet kan man kalde det for endnu et falsk håb!

Vi fortsatte med at skrive til sygehuset hver måned i håbet om en ny tid til behandling snarest.

Dagene gik. Fertilitetsklinikken på OUH havde travlt efter juleferien.

Efter 3 måneder havde vi stadig ikke fået en tid igen, og da livet gik stærkt for os, var vi pludseligt i gang med at åbne firma hver især.

Jeg skulle åbne et legeland med en mega cool partner, som har haft en stor restaurantkæde i Danmark, wuhuu det kørte bare! Bo og jeg aftalte at vi skulle udskyde fertilitetsbehandlingen i et halvt år. Ikke fordi vi ønskede os et barn mindre, men bare for at vi lige kunne få styr på de nye tiltag i vores liv og SÅ var vi klar igen. Den dårlige samvittighed bankede selvfølgelig på, som den jo altid gør når man tager nogle svære valg i livet. For var det egentligt ok at udskyde det projekt, vi havde gang i? Betød det egentligt, at vi ikke helt fortjente at blive gravide så? Der er jo mange andre der kæmper og kæmper, og som aldrig ville tage en pause efter kun ét forsøg.

Men jeg havde faktisk aftalt med mig selv i starten af alt dette ferilitetsræs, at det ikke måtte styre mit liv på et niveau hvor livet ikke var sjovt mere. Hele min tilværelse og identitet måtte ikke bestå af sprøjter, sygehusbesøg, negative tests og triste opkald UDEN at huske at leve imens.

En dag til et af møderne fik jeg pludseligt kvalme. Puha, er det bare mig eller er der pææænt varmt herind tænkte jeg.

Jeg overvejede at rejse mig og gå ud og få lidt luft, men jeg holdt ud. Da Bo og jeg gik hjem fra mødet fortalte jeg ham at jeg havde kvalme, men at jeg altså ikke gad tage en graviditetstest. Det ville jo bare være spild af tid.

Men så snart vi kom hjem, sprang jeg alligevel ud på toilettet og tissede på en test. Haha, det kender alle testomaner der gerne vil være gravide nok 😉

WHAT!? Der kom to streger direkte. Tydeligere end aldrig før. What the…..

Jeg løb ind til Bo og råbte alt muligt volapyk i min glædesrus.

Bo var glad, men også skeptisk, og ville først have syn for sagen med endnu en blodprøve på sygehuset.

Det gode ved at være tilknyttet fertilitetsafdelingen er, at man kan få taget en blodprøve meget hurtigt, og få svar senere samme dag eller dagen efter. Hvor sejt er det ikke lige?? De slipper ikke en bare fordi man ikke er i gang med et forløb.

Mit hcg niveau var super flot og slet ikke til at forstå! Jeg bestilte straks en scanning i en anden by, da ingen klinikker i Odense havde tid her og nu. Jeg var jo ret desperat efter at se om det nu også lå inde i livmoderen denne gang, selvom jeg kun var 5 uger henne.

Eller jeg var faktisk bare desperat efter at se DEN. Min måske lillebitte baby.

Katastrofetankerne susede rundt i mit hovede, alt det der med at forholde sig positivt til det hele, var væk. Jeg var så bange og nervøs. Heldigvis var alt perfekt og min lillebitte prik lå og hyggede sig hvor den skulle.

De efterfølgende 12 uger (ja du læste rigtigt), tog jeg til scanning én gang om ugen, bare for at være sikker på at hjertet slog.

Selvom min moderkage lå foran, hvilket gør det sværere at mærke baby, var jeg SÅ heldig at jeg kunne mærke spark allerede i uge 17. Fra den dag begyndte jeg at slappe lidt mere af i det. Men også kun lidt 😉 Fordi helt ærligt. Hvordan kunne jeg være så heldig? At gå fra at have én æggeleder, endometriose, være igennem fertilitetsbehandling og så til at blive naturligt gravid. Det er bare mega heldigt og ret sejt at min krop kunne det.

Men følelsen af at have været SÅ heldig, kan også have en bagside. Det hele føltes for godt til at være sandt. Men ikke desto mindre fødte jeg den smukkeste og mest bedårende, lille pige i november.

Mit liv giver mening på en anden måde nu. Men det giver faktisk lige så meget mening nu, som før. Det er to vidt forskellige liv, som jeg holder meget af. Grunden til at jeg skriver ovenstående er for, at du som kvinde skal huske at det er okay at leve livet om du har børn eller ej. Du er ikke forkert hvis du skal i fertilitetsbehandling. Du er ikke forkert hvis det ikke lykkes dig at få børn. Du er ikke forkert hvis du selv vælger ikke at få børn. Livet kan sagtens give mening på den ene eller anden måde, hvis du selv ønsker det. Livet er mega hårdt på mange forskellige områder, det kender jeg alt til. Nogle har det lettere end andre. Men en ting er sikkert – man bliver stærkere af modstand, kunsten er at undgå at knække på vejen.

❤

Så gør dig selv den tjeneste at lytte til dig selv hvis du går igennem en svær og uoverskuelig tid – hvad har DU brug for for at være glad? Og så gør det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.