DEN MANGLENDE BRIK

En beretning af Line Reiff

@linereiff (instagram)

Jeg har altid vidst at jeg ville have et barn. Kun et. 
Hvorfor kun et barn? Fordi jeg selv er en lille søster, og selvom jeg elsker min store søster, har vi ikke altid haft det nemt sammen. Jeg følte at jeg var det sorte får, og at hun var den perfekte. 
Vi konkurrerede altid, og ærligt, så tror jeg at det stressede mig som barn. 

Så mit ønske har altid været at få et barn. Jeg ser mine veninder få børn, og det glæder mig, så får de flere først, og så begynder det at stikke i maven. 
Hvorfor har jeg ikke et barn? 
Hvorfor er det ikke lykkedes min mand og jeg at blive gravid? 

Da jeg vejede 180 kg kunne jeg sagtens forstå at jeg ikke var blevet gravid. 
Jeg lod mig blive fedmeopereret i håb om at jeg så kunne blive gravid. 
Nu vejer jeg 115 kg, og jeg er stadig ikke gravid. 

Min mand og jeg kan ikke få fertilitet hjælp gennem det offentlige fordi at min bmi er for høj. 
De anbefaler at jeg ikke får fjernet alt det hud der hænger, før jeg har fået et barn.

Men jeg kan jo ikke få et barn pga den dumme bmi, og alt mit hud har jo også noget at sige ang. Mit bmi. 
Det er op af bakke det her. 

Nogen dage er jeg vred, vred på hele verden fordi at jeg endnu ikke er blevet mor.

“Jamen Line, du er jo kun 28 år, du har masser af tid” 

Så hold dog mund.. det har jeg slet ikke brug for at høre. Det er typisk dem der allerede har børn der siger det til mig.

Jeg ønsker inderligt et barn. 
Jeg ved at jeg bliver en god mor. 
En sjov og mega pinlig mor! 

Jeg glæder mig til at kunne pranke mit barn, og joke rundt. Kramme og trøste når verden er ond, og græde af glæde når mit barn skal starte i skole.

Jeg er ikke så vred mere, jeg føler mig egentlig lidt tom. Tom for følelser. 
Jeg tror det er mig der prøver at passe på mig selv. 

Kan jeg være lykkelig uden et barn?
Ja det kan jeg godt, for jeg er gift med jordens dejligste og sjoveste mand. 
Men jeg vil nok altid føle at jeg mangler en brik. En ret stor og betydningsfuld brik i puslespillet.

Jeg vil gerne takke venterummet for at tale om disse emner, jeg må indrømme at jeg ikke har hørt alle endnu, da det rammer hårdt. Men jeg er glad for at jeg ikke føler mig alene eller latterligt, når jeg går med mine tanker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.